Løbeskole med fokus på god velkomst fastholder flere hos Copenhagen Frontrunners
I Pan Idræts løbeafdeling, Copenhagen Frontrunners, har man besluttet at skabe et tilbud for nybegyndere, der gerne vil lære at løbe. Løbeskolen er et 10-ugers forløb, hvor der er fokus på teknik, opvarmning og at opbygge udholdenhed.
Men Løbeskolen er også en indsats, hvor man arbejder aktivt med at skabe gode rammer for velkomsten, for holdånden og for den enkelte. Det mærkede Claus Højlund selv, at der var brug for, da han sidste år gennemførte Løbeskolens forløb. Derfor er Claus Højlund nu involveret som velkomstguide på Løbeskolen:
”Når man er ny og grøn, så er Løbeskolen et godt tilbud med fælles opstart, så alle kan være med. Der bliver taget hensyn til alle, vi fokuserer på eget tempo og at undgå skader, og så går vi op i, at alle føler sig set og hørt,” fortæller Claus Højlund.
Involvering og kommunikation
Som velkomstguide sørger Claus blandt andet for, at han er der tidligere for at kunne tage imod deltagerne. Han siger hej til alle og spørger ind til sidste uges træning. Han sørger også for at repetere pointer fra sidst, at huske deltagerne på næste uges løbeplan, og at uddelegere forskellige små opgaver og roller hver gang. Han sørger også for at få deltagernes oplysninger, så de kan blive en del af kommunikationen på Facebook blandt andet.
”Der bliver virkelig skabt en holdånd, når alle involveres på forskellige måder. Det kan være opvarmningen, der går på skift, eller nogen har til opgave at planlægge sociale ting uden for træningstiden. Vi sørger også for, at alle er med ude på ruten, og sender de hurtigste ned til de bagerste og tager en runde. Vi er opmærksomme på hinanden, og det får smilene frem, så folk kommer igen” fortæller Claus Højlund videre.
Sociale aktiviteter har stor værdi på den lange bane, mener Claus Højlund, der har inviteret deltagerne hjem til sig selv i juni. De vil også arrangere små løb henover sommeren. Ofte – når der ikke er coronalukket – samles løberne med de andre Frontrunners-hold desuden ved en lokal cafe tæt på omklædningen og runder dagens træning af. Han oplever, at det gode kammeratskab i høj grad fastholder de nye løbere.
”Vi startede 12 op i maj, og kun få er faldet fra. Over halvdelen fra Løbeskolen sidste år er også stadig medlemmer. Efter to prøvetræninger kan man melde sig ind, og det har haft en rigtig positiv effekt at gøre noget aktivt for holdånden, at tage hensyn og at involvere folk i den fælles kommunikation. Det kan jeg kun anbefale, at man prøver af, hvis man har ressourcerne til det,” slutter Claus Højlund.