Formand Christian Bigom ser både ubetinget positiv udvikling og nye kampe, der skal kæmpes. Her er hans status over året, der er gået.
2021 var et helt særligt år for Pan Idræt. Centralt står afviklingen af Copenhagen 2021 med WorldPride og EuroGames, der dog blev noget stækket af coronarestriktionerne. Det lader formand Christian Bigom sig dog ikke gå på af, og han ser i stedet på den lange række af udviklingspunkter henover året:
”Vi havde en tidlig målsætning om, at Copenhagen 2021 skulle bidrage til, at Pan Idræt stod stærkere som klub og som fællesskab på den anden side. Og det må man virkelig sige, er lykkedes. Samtidig er vi blevet bedre til at tage godt imod som klub, og vi har fået større opmærksomhed på at kunne byde de målgrupper velkommen, der ikke bare kommer af sig selv. Det er sket i både etablerede og nye fællesskaber, sidstnævnte konkret via et meget efterspurgt TransFitness-hold, men også både i Pan Basketball og Pan Gaming,” fortæller Christian Bigom.
Fra frivillig til professionel organisation
Som året gik og opgaverne i Pan Idræt voksede, blev det tydeligt for formanden, at der skulle en mere fast ressource til, der i en lønnet stilling ville kunne varetage de processer, som krævede opmærksomhed. Derfor fik Pan Idræt i 2021 sin første lønnede, administrative medarbejder.
”2021 understregede nødvendigheden af at have en lønnet ressource til stede i dagtimerne, som kunne tage sig af de mange opgaver. Det er jeg meget glad for, at vi sikrede! Samtidig har vi etableret en række konstruktive partnerskaber udadtil, ikke mindst med DIS – Study Abroad in Scandinavia i 2022. Og der er nu flere klubber og organisationer, der henvender sig med henblik på samarbejde – de vil gerne lege med os! – i stedet for at vi skal være opsøgende. Vi har jo erfaringer med tilgange til mangfoldighed og inklusion, som de gerne vil lære mere om, og nogle vil f.eks. også gerne være en del af Pride Cup til sommer. Det synes jeg er meget positivt, at det har rykket sig,” fortæller Christian Bigom videre.
Stolthed indadtil – og nye kampe
”Jeg kan også mærke en stolthed af at være medlem af Pan Idræt, især på de sociale medier. Det betyder rigtig meget.”
Christian Bigom fornemmer, at 2021 på flere måder har samlet Pan Idræt, både indadtil og i det mere synlige, offentlige rum. Tilstedeværelsen på sociale medier er større blandt medlemmerne, og nye medlemmer fortæller, at de hører om klubben gennem deres netværk, fordi nuværende medlemmer fortæller om klubben.
”Så jeg synes virkelig, vi er på vej i den rigtige retning, og 2021 har været et år med mange gode debatter. Den næste kamp, der venter, er jo fodbold-VM i Qatar, hvor der er problemstillinger i forhold til mangfoldighed og inklusion. De debatter opstår, når der er store begivenheder, og det er vigtigt med rollemodeller i elitesporten. Men vi skal også huske at arbejde med mangfoldighed og inklusion i breddeidrætten. Hvis vi skal ændre en kultur, så er det i bredden. DIF og DGI, de danske idrætsorganisationer, vender heldigvis mere opmærksomhed mod bredden nu, men der er stadig et stykke vej igen. Det glæder vi os til at arbejde med i de kommende år i Pan Idræt,” slutter Christian Bigom.