Pan Basketball med plads til alle

8. September 2021 | Pan People

Lisette Skov - Pan Basketball

Mød træner Lisette Skov, der kommer med stor erfaring fra bl.a. Bakken Bears, et ungeprojekt i Aarhus og som koordinator i Stevnsgade Basket.

Nu får Pan Idræt en helt ny afdeling, når ugentlige baskethold kommer på planen. Pan Basketball starter op torsdag d. 23. september.

Træningerne vil ligge hver torsdag kl. 20.45-21.45 i Europaskolens Idrætshal, Ny Carlsbergvej 99 på Vesterbro. Og på sidelinjen kommer 38-årige Lisette Skov til at styre slagets gang som holdets faste træner. Hun har spillet basket, siden hun var 7 år gammel og arbejdet i og omkring basket professionelt. Blandt andet har hun været ansat hos Bakken Bears som konsulent, og hun har været involveret i sociale projekter i Aarhus, hvor børn og unge kunne komme til klubbens kampe og mærke sporten på egen krop. Senest fungerer hun som ungdomskoordinator i Stevnsgade Basket, hvor hun også arbejder med rekruttering af trænere.

”Jeg glæder mig meget til at starte holdet op! Pan Idræt rummer mere end den almindelige klub, og jeg vil lade det være op til spillerne at bestemme, hvad holdet skal være, og hvad de har lyst til. Jeg kan lære alle at spille basket, så jeg er sikker på, det bliver sjovt,” fortæller Lisette Skov.

En inkluderende sport

For Lisette Skov er det vigtigt, at idræt skaber et rum, hvor man kan tale om de ting, der kan være svære.

”Når man arbejder med både børn, unge og voksne, er det vigtigt, at der er én til at skabe et trygt rum til at tale om seksualitet og køn. Det er vigtigt, at vi ikke lægger låg på. Der er basket meget inkluderende, og det er én af de ting, jeg godt kan lide ved sporten. Man bliver set og hørt, og det skal være et frirum uanset baggrund,” fortæller Lisette Skov.

Hun betragter sig selv som biseksuel, men understreger, at det for hende ikke handler om kategorier:

”Det handler ikke om bøsser eller lesbiske, det er flydende. Og folk skal vide, at der er nultolerance overfor dårligt sprog, når jeg er der – der skal være en voksen med autoritet, som tager de unge og deres oplevelser med diskriminering alvorligt. Jeg synes heldigvis, at den yngre generation er bedre til at tale sammen om de her problemstillinger, og de er gode til at mærke efter, hvad der sårer dem,” siger Lisette Skov og fortsætter:

”Heldigvis kan basket det, at du kan parkere det, der sker derhjemme. Og så har alle nogle facetter på holdet, som de bidrager med, selv bænken bidrager, ikke mindst med følelsen af et kammeratskab. Man skal snakke sammen og kommunikere, og man får en forståelse for andre. Så det er ikke vigtigt, at du er den bedste – derfor er basket så fed en sport,” slutter Lisette Skov.

Læs mere på Pan Idræts hjemmeside

Du kan også melde dig ind i Pan Basketballs Facebook-side

Lisette Skov - Pan Basketball

We collect statistics using cookies. You accept if you click OK or click on to the next page. more information

We collect statistics using cookies. You accept if you click OK or click on to the next page. If you want to completely avoid cookies, you must turn off cookies in your browser.

Close