Ambition om Mangfoldige Ledelser
Vedtaget af bestyrelsen
Pan Idræt er en forening hvis fundament og grundlag er bygget på en ambition om mere mangfoldighed i idrættens verden. Derfor er det også helt naturligt at vi som organisation har en ambition om mangfoldighed i vores demokratiske valgte ledelser.
Dette gælder særligt bestyrelsen og styregrupper.
(Ved seneste revision af denne ambition har sekretariatet 1 medarbejder hvorfor ansatte ikke er medtaget i ambitionen.)
I Pan Idræt ønsker vi at have stærke, engagerede og kompetente frivillige ledelser i vores bestyrelse og styregrupper. Kompetente beslutninger træffes bedst i beslutningsfora, som indeholder en bred vifte af mangfoldighed.
Vi anerkender, at det er i rekrutteringsindsatsen af frivillige ledere at vi skal være ambitiøse.
I Pan Idræts demokratiske og medlemsvalgte fora bør forskellige mangfoldighedskategorier samlet udgøre minimum 30 % af repræsentationen. Der kan være mange mangfoldighedskategorier, som kan bidrage til mangfoldige ledelser og gode beslutninger – i Pan Idræt kigges der særligt på køn, seksuel orientering og alder.
Der arbejdes overordnet med skøn, idet ikke alle data registreres.
Eksempel 1 – Køn:
Hvis bestyrelsen/Afdelingsledelsen består af 7 personer og de 5 (71,43%) af dem er ciskønnede mænd så bør ambitionen være at de 2 øvrige medlemmer ikke er ciskønnede mænd, men måske er transkønnede eller ciskønnede kvinder, dermed ville man ramme 28,57% som har en anden mangfoldighed end flertallet.
Eksempel 2 – Alder:
Hvis bestyrelsen/afdelingsledelsen består af 7 personer og de 5 (71,43%) af dem er i alderen 50-60 så bør ambitionen være at de 2 øvrige medlemmer ikke er i alderen 50-60, og måske heller ikke 49 eller 61 men måske nærmere 25 år eller 75 år.
I enkelte afdelinger af Pan Idræt, som f.eks. ikke har medlemmer under 50, er det formålsløst at tale om at rekruttere frivillige under 50 år til den næste afdelinsledelse, da det naturligvis vil være umuligt at finde nogen under 50, men så kan der kigges på uddannelse/job-baggrund, træningsfrekvens, anciennitet i klubben eller lign som kan bidrage til forskellige perspektiver.
Eksempel 3 – Seksuel orientering:
Hvis bestyrelsen/afdelingsledelsen består af 7 personer og de 5 (71,43%) af dem er homoseksuelle mænd så bør ambitionen være at de 2 øvrige medlemmer ikke er homoseksuelle mænd, men måske er biseksuelle, homoseksuelle kvinder, panseksuelle etc., dermed ville man ramme 28,57% som har en anden seksualitet en flertallet.
Ambitionen handler om at kigge efter forskelligheder, der kan bidrage til gode og sunde beslutninger og hvor man husker at tage hensyn til dem som ikke sidder med om bordet.
