Samvær- og Tryghedspolitik
Vedtaget af bestyrelsen
Pan Idræt vil have et trygt og ansvarligt klubmiljø, der har fokus på at fremme trivsel for medlemmer, frivillige og ansatte.
Pan Idræt forventer, at arbejdet med at udfolde klubbens aktiviteter sker gennem en ordentlig og konstruktiv dialog blandt medlemmer, frivillige og ansatte.
Derfor bygger samarbejdsrelationer i Pan Idræt på et ligeværdigt og respektfuldt forhold blandt såvel medlemmer, frivillige og ansatte og vi opfordrer til en åben dialog om personlige grænser og forventer en respektfuld og professionel tilgang. Dette gælder også overfor eksterne samarbejder.
Derfor har vi formuleret en samvær- og tryghedspolitik:
Pan Idræt skal være et trygt sted at være. Vi accepterer ikke mobning, krænkende adfærd, krænkende sprog, chikane, seksuel chikane, vold, trusler om vold og diskrimination.
Ligeledes betyder det også at vi ikke accepterer medlemmer i klubben med domme for personfarlig kriminalitet.
ANSVAR
Bestyrelsen og ledelser for de enkelte afdelinger har et særligt ansvar for at sikre et trygt klubmiljø. Som led i at sikre trygheden kan emnet tages op på generalforsamlinger, årsmøder, spillermøder, netværksmøder og lignende fora hvor frivillige, ansatte og medlemmer mødes på tværs i løbet af året.
INDGRIBEN
Hvis overtrædelser af politikken alligevel finder sted i Pan Idræt, har bestyrelsen en forpligtelse til straks at undersøge, hvad der er sket – dette kan ske i tæt samarbejde med en eventuel afdelingsledelse.
Det kan være forskelligt, hvad den enkelte oplever som krænkende adfærd.
Sager vurderes derfor også individuelt, og der tages udgangspunkt i den/de berørte persons/-ers oplevelse af situationen. Der lægges vægt på, at eventuelle problemer løses så tidligt som muligt.
Som udgangspunkt og af hensyn til fortrolighed behandles sager af forretningsudvalget for Pan Idræt. Forpersonen samt næstforpersonerne vil konkret fra sag til sag afgøre, hvilke personer blandt bestyrelsens medlemmer, der skal involveres i sagen, og hvilke tiltag der skal iværksættes for at løse problemet. I tilfælde af eksklusion inddrages den samlede bestyrelse i beslutningen jf. vedtægtens paragraf om eksklusion.
HVAD KAN DU GØRE?
Det er den enkeltes ansvar at udvise en passende situationsfornemmelse og sund fornuft samt at anerkende og forstå, at humør, grænser, perspektiver, mm. kan variere fra person til person. Nogle situationer kan derfor også håndteres ved at der blot siges fra i den givne situation og dermed er den krænkende adfærd stoppet – mens andre situationer eller forhold kræver en særlig håndtering.
Hvis du selv oplever eller er vidne til adfærd nævnt i denne politik, som ikke håndteres i situationen, eller bliver bekendt med forhold i Pan Idræt, der ikke harmonerer med denne politik, opfordres du til at:
Vurdere om du selv håndtere situationen.
Hvis situationen ikke kan løses af dig selv, bør du henvende dig til din afdelingsledelse for assistance.
Slutteligt har du altid mulighed for at henvende dig til Pan Idræts forretningsudvalg. (forperson@panidraet.dk).
Vores Tryghedspolitik er senest justeret november 2024 og bliver løbende opdateret.
Mindst efter hver generalforsamling gennemgås politikken.
