Her er der plads til transkønnede

Pan Idræt lancerer nu ugentlige fitnesshold med særligt fokus på transmaskuline og non-binære. Nevan Solagna og Lai Christian Balsig ønsker at skaber trygge rammer for deltagernes arbejde med krop og sind.

Drømmen om et fitnesshold forankret i Pan Idræt har været længe undervejs, men nu er lokaler og tovholdere endelig på plads:

Fra mandag d. 27. september 18.15-19.15 kan alle interesserede, men i særlig grad maskuline transkønnede og non-binære, komme på et ugentligt fitnesshold på Idrætsfabrikken, Valdemarsgade 12 på Vesterbro.

I front står makkerparret Nevan Solagna og Lai Christian Balsig, der glæder sig til at slå dørene op til det ugentlige fitnesshold:

”Pan TransFitness er for alle uanset niveau, erfaring og krop/køn,” fortæller Nevan Solagna, der arbejder selvstændigt som personlig træner og kostvejleder og med fokus på LGBTQ+ personer. ”Det er ikke altid nemt for især transkønnede at tage i et almindeligt fitnesscenter. Der kan være udfordringer med omklædningsrum, at have det svært med sin krop eller bekymring over at skulle dække sin krop til. Ofte bruger vi enormt meget energi på, hvad andre tænker, frem for på selve træningen. Hos os ønsker vi, at man har en positiv oplevelse, hvor man kan komme, som man er, og ikke behøver at skjule noget.”

Et sted, hvor man connecter med sin krop

Der er lagt en ekstra indsats i rammerne om Pan TransFitness, så især faciliteterne gør oplevelsen tryg og god for deltagerne. Det fortæller Lai Christian Balsig, der er tilknyttet Pan Idræt som sportsambassadør:

”Vi har fået tildelt et diskret lokale, hvor man ikke kan kigge ind udefra, og som ligger i en uforstyrret del af Idrætsfabrikken. Derfor kommer vi til at have omklædningsrummene for os selv. Der bliver også sat badeforhæng op, og vi har gjort det gratis at deltage i det første halve år (udover medlemskabet af Pan Idræt, red.),” forklarer Lai Christian Balsig.

Derudover lægger han og Nevan Solagna stor vægt på, at træningen foregår på en måde, så ingen presses til øvelser, de ikke bryder sig om. Der vil også være safer space-regler, så man sikrer en god velkomst, og at alle ved hvordan man er en god kammerat, der giver plads til andre.

”Vi prøver at skabe frihed til at kunne koncentrere sig om træningen,” fortæller Lai Christian Balsig.

Og Nevan Solagna supplerer: ”Fitness kan være et befriende rum, hvor man connecter med sin krop! Transkønnede har mange problemstillinger, ikke mindst i forbindelse med transitionen, som vi er der for at hjælpe dem med. Jeg vil stå til rådighed for deltagerne og forhåbentlig give dem et indblik i, hvordan de kan arbejde med deres krop og nå bestemte mål. Så vi arbejder lidt holistisk med mennesket, både krop og mental sundhed, ved at have personlige relationer i et trygt rum.”

De to tovholdere står altså klar til at modtage alle interesserede i Idrætsfabrikken fra d. 27. september, men især transkønnede og non-binære vil på holdet kunne møde ligesindede, der har de samme udfordringer med træning, krop og sundhed.

transfitness
IMG 6127 595x894 1
trans fitness 1152x1536 1
da_DK