Pan Idræts historie

Siden vores begyndelse i 1984 har Pan Idræt stået i spidsen for at skabe et inkluderende idrætsfællesskab, hvor alle – uanset køn, seksualitet eller sportslige evner – kan dyrke sport med stolthed. Med en rig historie fyldt med engagement og solidaritet er vi i dag Danmarks største LGBTQ+ idrætsforening og fortsætter med at bryde grænser og fremme diversitet både på og uden for banen.

Logo

Tidslinje over Pan Idræts historie

1983 - 1989

I efteråret 1983 arbejdede en gruppe under Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) - i dag LGBT+ Danmark på at få etableret et idrætstilbud. Det førte til at der den 5. januar 1984 blev afholdt det første svømmekursus – der var tilmeldt 30 bøsser og 3 lesbiske.

Det svømmekursus var forløberen for den idrætsforening der senere blev stiftet – og derved er Pan Idræts svømmeafdeling Copenhagen Mermates det fundament, hvorpå andre idrætsgrene er bygget på siden hen.

Papir om stiftelsen af Idrætsforeningen PAN

1707409700y fgeesir amsprotidn1707409700
Billede: Indledningen på indkaldelsen til den stiftende generalforsamling.

Den 6. maj 1984 var der stiftende generalforsamling på Tingbjerg Skole i Idrætsforeningen PAN. Det, som i dag er Pan Idræt København. Weekenden forinden havde hovedbestyrelsen i LBL godkendt oprettelsen af foreningen under landsforeningen – med godkendelsen fulgte en bevilling på 5.000 kr. til afholdelse af svømmekurser, samt tilskud til afholdelse af en idrætsweekend i efteråret 1984 på Gerlev Idrætshøjskole. Gerlev weekenderne var et helt centralt omdrejningspunkt for foreningen langt op i 1990’erne.

Indkaldelsen til den stiftende generalforsamling - Referat fra den stiftende generalforsamling inkl. de første vedtægter.

Hovedarkitekten bag etableringen af Pan Idræt var Erik Fjellerad, som også blev foreningens første formand. Han var skolelærer og underviste bl.a. i tysk og idræt. Han blev også foreningens første svømmetræner.

Som formand tog han et utal af kampe for at få Pan Idræt til at blive en del af den organiserede idræt, hvor den nye forening bliver mødt med fordomme og modvilje, bl.a. spøgte AIDS-spørgsmålet.

Der var en yderst kontroversiel sag - i det som hed Københavns Svømmeunion (KSU) - hvor man forhalede optagelsen af foreningen, men efter en utrættelig indsats fra Erik Fjellerad, så støttede de andre svømmeklubber Pan Idræts optagelse – og bestyrelsen i svømmeunionen bliver afsat.

Erik Fjellerad var båret af de politiske strømninger i tiden, hvor der blev arbejdet på at få skabt et rum for en egen kultur for bøsser og lesbiske – og for ham var det et naturligt led med stiftelsen af en idrætsforening for det kan dengang kaldte homomiljøet.

I 1986 blev Pan Idræt Århus etableret som sin egen selvstændige forening med egne vedtægter.

I 1989 trådte Pan Idræt ind på den europæiske bane, da man medvirkede til at stifte European Gay and Lesbian Sports Federation (EGLSF) - som er en europæiske paraplyorganisation af idrætsklubber der ligner Pan Idræt. I gennem flere perioder har medlemmer fra Pan Idræt været en aktiv del af ledelsen i EGLSF.

1708949767imstoas freedn ygpri1708949767
Billede: Erik Fjellerad (1988). Billede er rettighedsbeskyttet - oprindeligt bragt i Politiken. Lars Hansen/Ritzau Scanpix

1990 - 1999

1707410259irgn rym sdoeiepsatf1707410259
Billedet: Pan Idræts første bomærke (logo)

I starten af 1990'erne havde Pan Idræt fokus på at holde foreningen aktiv - der blev søsat et projekt om "Pan Idræt i 90'erne" - med et stort fokus på den daglige drift af de enkelte idrætsgrene.

Medlemstallet bliver i starten af 1990'erne opgjort til i alt 200 medlemmer.

I sidste halvdel af 1990'erne begynder en større stukturdiskussion som i 1998 betyder en decentralisering af del af økonomien til afdelingerne (etableringen af afdelingskasserne) - således at der ikke centralt sker en uenighed om prioritering af kontingentindtægter og udgifter. Der sondres fra dette punkt mellem den centrale økonomi (fælleskassen) og økonomien knyttet til de enkelte idrætsgrene (afdelingskasserne).

På den ordinære generalforsamling 4. april 2000 er der en debat om Pan Idræts fremtid - under et vedtægtsændringsforslag om bestyrelsesmedlemmer ikke længere skal være forpligtet til at være medlem af LBL starter en meget langvarig diskussion om den konstruktion, at Pan Idræt var en forening indlejret i LBL. Debatten fører til at forslaget trækkes og dirigenten sætter til afstemning om der skal arbejdes for en udspaltning fra LBL. Forslaget falder en stemme.

Men der var sat kræfter i gang i Pan Idræt, som ikke lod sig stoppe. Pan Idræt var på vej væk fra LBL som dengang var en konglomerat af forskellige aktiviteter - og derved interesser.

2000 - 2009

1707410900ds aoymiterersif png1707410900
Billede til venstre: Pan Idræts logo fra 2004.

Den 18. december 2000 var en helt speciel dag for Pan Idræt, da en ekstraordinær generalforsamling godkendte den udspaltningsaftale der var indgået mellem LBL og Pan Idræt.

Efter længere samtaler var det opnået enighed om, at Pan Idræt ikke længere skulle indgå som en forening i LBL. Udspaltningen skete ved at det blev fremsat et samlet vedtægtsforslag, der klippede de juridiske, økonomiske, politiske og organisatoriske bånd til LBL.

Resultat var, at Pan Idræt medtog de områder som hidtil havde været foreningens opgave internt i LBL siden stiftelsen i 1984 - at udbyde idræt til regnbuemiljøet samt den idrætspolitisk stemme der talte for at fremme diversitet og inklusion af alle mennesker i idrætten.

Allerede i starten af 00'erne står det klart, at økonomisk styring og ansvarlighed er afgørende for en sund forening. Så foreningen antager en forretningsfører, så der kommer styr på bogføring, betalingsregler og medlemsadministration.

Pan Idræt er vært ved Eurogames i 2003, som er en bragende sportslig og social succes - mange venskaber blev knyttet ud i Europa. Og så var det en stor økonomisk succes for Pan Idræt. Eurogames overskuddet blev grundkapitalen til den stabile økonomi som kendetegner Pan Idræt den dag i dag.

I 2004 var tiden inde til man for alvor skulle digitaliseres, bl.a. får foreningen en egentlig hjemmeside - og den første centrale visuelle identitet bliver besluttet. Det er her det nuværende logo (Pan Idræt skjoldet) blev vedtaget af generalforsamlingen som en fælles identitet.

WorldOut Games i København i 2009 blev endnu en stor sportslig succes - men planlægningen skete i et andet regi af Pan Idræt, hvilket medførte et urealistisk træk på foreningens frivillige - og fra efteråret 2009 kunne en stor træthed mærkes, som bragte foreningen ud i en grundlæggende krise med faldende medlemstal til under 400 medlemmer og idrætsgrene der lukkede på stribe.

2010 - 2019

1709069230ismegorerdtpsfayn i1709069230
Billede: Daværende formand Carsten Friis Overby og næstformand Mads Kildegaard Larsen efter modtagelsen af Dannebrogsfanen (2014). Billede er rettighedsbeskyttet - oprindeligt bragt i Out & About. Chris Christophersen/Royal Press Photo.

Foreningen var endt i en negativ spiral. En sommeraften under Gay Games i Køln (2010) drøftede en gruppe medlemmer den alvorlige situation der tegnede sig for foreningen. Der var enighed om at noget måtte gøres for at sætte en ny positiv kurs for foreningen.

Svaret kom i form af en særlig proces, hvor generalforsamlingen nedsatte sit eget Visions- og Strukturudvalg - som ikke havde reference til bestyrelsen. Udvalget skulle have ro til at tænke sig frem til løsninger. Hele 2011 blev præget af mange møder med nye visioner med stor medlemsinddragelse og et større juridisk oprydningsarbejde i foreningens regler.

Som optakt til afholdelsen af det første EuroGames i Østeuropa i Budapest) - sommeren 2012 - valgte generalforsamlingen i 2011 at lave en donation til EGLSF's støtteprogram Outreach, der er et program der tilvejebringer økonomisk støtte til atleter og ledere der har få økonomiske ressourcer. Der blev doneret 1 € pr. medlem.

På generalforsamlingen i 2012 fremlagde Visions- og Strukturudvalget et samlet forslag til nye vedtægter som gennemgribende sigtede på at ændre foreningen. Der blev defineret klare roller i foreningen, generalforsamlingen fik den fulde råderet over hele foreningen, den juridiske og organisatoriske struktur blev gjort helt tydelig og der fremlagt en række tiltag for at styrke ledelsen af foreningen.

Det blev vedtægtsfastsat, at det centrale styrende dokument i foreningen var årsprogrammet, hvor generalforsamlingen fastlægger prioriteringerne for det kommende år.

Generalforsamlingen vedtog enstemmigt forslaget - som satte Pan Idræt på en helt ny kurs med stigende medlemstal og etablering af flere nye idrætsgrene.

Tiden var også kommet til at afløse regneark og postopkrævninger med girokort som basis for medlemsregisteret og kontingentopkrævningen. Der blev indkøbt et fuldt digitaliseret medlemssystem på anbefaling af DGI. Samtidig begyndte foreningen centralt at udvikle flere fælles digitale løsninger, herunder særligt for at understøtte medlemskommunikationen.

2012 er også året, hvor der afholdes stiftende generalforsamling i Pan Idræt Frederiksberg i Studenterhuset i København. Historien fra 1984 står næsten til at gentage sig, da Pan Idræt Frederiksberg søger om at blive godkendt som en folkeoplysende idrætsforening i Frederiksberg Kommune - der var indledningsvist ikke meget forståelse for projektet. Men efter henvendelse fra foreningen til forskellige medlemmer af kommunalbestyrelsen sker der noget i sagen - og godkendelsen falder på plads. Foreningen optages herefter i Frederiksberg Idræts-Union. I dag er både kommunen og idrætsunionen gode samarbejdspartnere for foreningen.

EGLSF's årlige multisportsevent - EuroGames - skulle afholdes i Budapest i 2012, hvilket markerede første gang begivenheden fandt sted uden for Vesteuropa. Bekymringer opstod under EGLSF's generalforsamling i Frankfurt i 2011 på grund af homofobi i Ungarn, ledet af premierminister Viktor Orbán. I stedet for støtte mødte arrangørerne modstand fra politikere. Ledende klubber, herunder Pan Idræt, søgte løsninger. Pan Idræt sendte en beredskabsspecialist for at rådgive og vores atleter blev ledsaget af daværende kulturminister Uffe Elbæk, hvis tilstedeværelse fik de ungarske myndigheder til at give eventet politibeskyttelse. Eventet blev en succes trods enkelte tilfælde af homofobi. Pan Idræts aktive rolle styrkede foreningens status og viste lederskab i Europa.

Pan Idræts 30 års fødselsdag i 2014 blev afholdt med et multisportsstævne - Pan Games - hvor andre idrætsklubber kom fra hele Europa. Stævnet blev afholdt samtidig med Copenhagen Pride.

2014 var også året, hvor Pan Idræt fik sin officielle Dannebrogsfane skænket af Danmarks-Samfundet ved en højtidelighed i Holmes Kirke - fanen blev overrakt af H.K.H. Prinsesse Elisabeth. Senere samme år blev foreningens officielle Regnbuefanen anskaffet - disse to faner udgør Pan Idræts officielle faner og bruges ved alle større foreningsbegivenheder - såvel hjemme som i udlandet.

Allerede i 2015 var der så markante resultater af foreningens nye struktur og strategi, at Pan Idræt vandt den nationale DGI konkurrence DM i Foreningsudvikling og i 2016 blev Pan Idræt Årets forening i DGI Storkøbenhavn.

2020 - Nu

LogoPin v1
De fælles erfaringer med Copenhagen Pride fra 2014 dannede baggrund for etableringen af et stort fælles projekt - Copenhagen 2021 - som var en mangfoldigheds- og inklusionsbegivenhed med afholdelse af EuroGames og WorldPride på samme tid i København i sommeren 2021 under kongelige protektion af H.K.H. Kronprinsessen - i dag H.M. Dronningen.

Pan Idræt indgår i 2024 aftale med Rigsarkivet om overdragelse af foreningens arkiv til bevarelse for eftertiden, da det vurderes at have national betydning

På forårsgeneralforsamlingen i 2024 blev den første workshop om at udbrede Pan Idræts fællesskab til hele landet.

Kilder: Pan Idræts arkiv samt interview.

 

Forpersoner gennem tiden

Erik Fjellerad

1984 – 1987

Formand & stifter

Arvid Honoré

1987 – 1989

Formand

Jørgen Haahr Kristensen

1990 – 1991

Formand

Erling Wiese

Ukendt – 1998

Formand

Tommy Kristoffersen

1998 – 2000

Formand

Henrik Hansen

Ukendt – 2005

Formand

Tommy Kristoffersen

2006 – 2008

Formand

Peter Munk & Britt Gadegaard

2008 – 2009

Formand / Forkvinde (delt ledelse)

Peter Munk & Marie Kampmann

2009 – 2010

Formand / Forkvinde (delt ledelse)

Paul Brummit

2010 – 2014

Formand

Carsten Friis Overby

2014 – 2016

Formand

Christian Bigom

2016 – Nu

Forperson

Pan Idræts Historieudvalg

Er du medlem af Pan Idræt og interesseret i foreningens historie, så er du velkommen til at blive en del af historieudvalget. Du får adgang ved at klikke på boksen herunder.

da_DK